Er ekstremistisk klimaaktivisme berettiget?

Klimaforandringer er et meget presserende og for mange livstruende problem. Konsekvenserne af miljøforringelser omfatter ødelæggelse af levesteder for mange arter, f.eks. regnskove og koralrev, og en stigning i dødelige naturkatastrofer, som kræver mange liv hvert år. 

Samtidig er de fleste klimaforskere enige om, at hvis vi fortsætter med at udlede på den måde, vi gør nu, vil der ikke gå mange år, før vi når frem til uoprettelige skader på planeten. Det skaber et presserende behov for politikker, der tager hånd om klimaforandringerne. Nogle grupper af klimaaktivister mener, at mere ekstreme taktikker som civil ulydighed og ødelæggelse af privat ejendom er det værd for at øge bevidstheden om dette presserende behov. 

Tanken er, at den forstyrrelse og ødelæggelse, som disse protester skaber, er forsvindende lille i forhold til den ødelæggelse, som klimaforandringerne vil forårsage, hvis vi ikke handler. Formålet med en sådan protest er at få så meget opmærksomhed og omtale af problemet som muligt, så det forbliver i folks bevidsthed. 

Dette bruges til at retfærdiggøre den omfattende kritik, som sådan ekstremistisk aktivisme ofte får i medierne og i større offentlige debatter. 

Det skal nævnes, at klimabevægelsen ikke er den første bevægelse for social retfærdighed, der bruger ekstreme taktikker eller civil ulydighed for at nå deres mål. Det er sket flere gange i historien med varierende intensitet og succes. Mange gange har store sociale spørgsmål haft både mere ekstremistiske og mere moderate fraktioner, som har arbejdet hen imod det samme mål. Eksempler på dette omfatter borgerrettighedsbevægelsen i USA, hvor antivoldelige protester som March on Washington under MLK Junior. Tilhængere af mere ekstremistisk klimaaktivisme vil hævde, at denne historiske præcedens retfærdiggør deres nuværende indsats. Der er dog også historiske eksempler på helt fredelige bevægelser, som har formået at skabe store forandringer. Den antikolonialistiske bevægelse i Indien var berømt for at være ikke-voldelig. De havde dog masseprotester, og bevægelsesledere som Mahatma Gandhi deltog i mere alvorlige, ikke-voldelige former for protest som f.eks. højt profilerede sultestrejker.

Mens ekstrem klimaaktivisme i stor skala giver overskrifter i nyhederne og dermed opmærksomhed omkring klimabevægelsen, vil mere moderate klimaaktivister hævde, at denne negative omtale ikke er det værd. Efter deres mening skader det klimabevægelsen, fordi negativ modreaktion skader opbakningen. 

Logikken her er, at selvom de fleste mennesker anerkender klimaforandringerne og er villige til at støtte grønnere alternativer, så er de fleste mennesker ikke ekstremister i forhold til dette synspunkt. Hvis klimabevægelsen bliver for stærkt forbundet med ekstremistiske synspunkter og aktivisme, vil den sandsynligvis fremmedgøre en masse moderate tilhængere. Den gennemsnitlige vælger vil måske begynde at genbruge, hvis han bliver oplyst om klimaforandringerne, eller endda møde op til marcher som Fridays for Future, men han vil ikke blokere veje eller ødelægge privat eller offentlig ejendom for at udbrede disse synspunkter. 

Folk, der måske allerede er skeptiske over for klimabevægelsen, fordi de føler, at den lægger for mange begrænsninger på deres liv, kan få disse følelser direkte bekræftet, hvis deres daglige pendling stoppes af klimaaktivister, der blokerer vejen, eller hvis de ser offentlige monumenter blive ødelagt af klimademonstranter. Dette skaber direkte modstand mod klimabevægelsen.

Endelig kan det også gøre det sværere for mere moderate klimabevægelser at opnå legitimitet, hvis deres sag bliver forbundet med ekstremistiske handlinger. Mere legitime organisationer eller endda regeringer vil måske ikke arbejde sammen med dem, fordi de frygter, at det ser ud som om, de giver efter for ekstremisme. 

På den anden side vil flere mennesker måske tilslutte sig de mere moderate klimabevægelser eller blive tilhængere af den grønne omstilling, fordi de indser, hvor presserende spørgsmålet er gennem disse dramatiske protester. Ekstremistisk aktivisme er mere tilbøjelig til at gøre indtryk på folk, hvilket ansporer dem til at handle eller i det mindste overveje problemet. Især har mere ekstrem aktivisme også potentiale til at legitimere de mere moderate dele af bevægelsen, der ikke bruger ulovlige taktikker. Det sker for det første, fordi moderate og lovlige elementer i klimaaktivismen får en offentlig opfattelse, der ses som mere acceptabel og mere rimelig, og som sådan øger det opbakningen fra borgere, der støtter sagen, men som ikke ønsker at støtte ulovlige handlinger. For det andet er det faktisk mere sandsynligt, at ekstrem aktivisme gør indtryk på enkeltpersoner i første omgang, og når folk bliver mere bevidste om, at det haster, kan de også blive tilskyndet til at handle.

Teorien om civil ulydighed hævder, at det nogle gange er berettiget at bryde loven, hvis det sker på en ikke-voldelig måde og for at opnå et større moralsk gode, som f.eks. at bekæmpe uretfærdighed. Ekstremistiske klimaaktivister hævder ofte, at deres handlinger er en form for civil ulydighed, der har til formål at afhjælpe den presserende og udbredte skade, som klimaforandringerne forårsager. De ser måske deres sag som moralsk overlegen i forhold til de love, de bryder. Et eksempel på dette er klimaaktivister, der blokerer veje eller ødelægger offentlig ejendom, og som måske hævder, at deres handlinger er nødvendige for at sætte fokus på klimakrisen og tvinge regeringen til at ændre sig.

Radikal miljøisme går ind for grundlæggende ændringer af de politiske, økonomiske og sociale systemer, der bidrager til miljøforringelse. Den retfærdiggør ofte mere ekstreme handlinger som nødvendige for at beskytte jorden.

Ekstremistiske klimaaktivister trækker ofte på radikale miljøidéer og argumenterer for, at klimakrisens omfang kræver modige, endda forstyrrende, foranstaltninger for at udfordre ubæredygtige systemer. For eksempel kan grupper som Extinction Rebellion og Earth First! hævde, at det nuværende politiske system ikke er i stand til at håndtere klimaforandringerne tilstrækkeligt, hvilket berettiger mere radikale tilgange til at presse på for forandring.

Social kontraktteori er en politisk filosofisk teori, der foreslår, at individer accepterer at blive regeret til gengæld for beskyttelse af deres rettigheder og velfærd. Det kan være berettiget at bryde love eller normer, hvis regeringen ikke overholder sin del af kontrakten. Ved hjælp af denne teori kan ekstremistiske klimaaktivister hævde, at regeringerne ikke lever op til deres ansvar for at beskytte borgerne mod klimaforandringernes skadevirkninger, hvilket berettiger ekstreme handlinger for at holde dem ansvarlige. Det vil sige, at regeringerne bryder den sociale kontrakt ved ikke at løse klimaforandringerne, så borgerne kan også bryde den ved ikke at adlyde loven. 

Nogle hævder, at fredelig aktivisme kan skabe udbredt støtte og positiv opmærksomhed og bringe flere mennesker sammen om forandring uden at forårsage skade, da den ikke fremmedgør nogen tilhængere.

Andre mener, at fredelige protester måske ikke er nok til at presse regeringer og virksomheder til at handle hurtigt nok på klimaområdet. Det er nødvendigt at skelne mellem klima

Tilhængere vil hævde, at ekstrem aktivisme hurtigt kan skabe opmærksomhed og øge bevidstheden og skubbe klimaforandringerne frem i den offentlige debat.

Men det kan medføre en modreaktion, hvor nogle mennesker ser bevægelsen som for radikal eller forstyrrende, hvilket kan bremse fremskridtet, da bevægelsen mister sin moralske overlegenhed i offentlighedens og de løse tilhængeres øjne.

Nogle hævder, at regeringerne bør anerkende disse aktivister, fordi de skaber opmærksomhed om et kritisk globalt emne, der påvirker alles fremtid. Så længe disse bevægelser er ikke-voldelige, hvilket langt de fleste er, er den ødelæggelse, de kan forårsage, ikke en grund til at afvise deres overordnede budskab.

Andre vil dog hævde, at regeringer skal opretholde de love, de laver, og derfor bør straffe ulovlige handlinger for at opretholde orden og sikre, at aktivisme ikke skader den offentlige sikkerhed eller økonomien.

Man kan argumentere for, at eftersom klimaforandringerne udgør en reel trussel mod fremtidige generationer, så har folk en moralsk pligt til at gøre alt, hvad der skal til, selv ekstreme tiltag, for at stoppe dem. Det er ikke kun deres liv, der står på spil, men også fremtidige generationers liv. 

Tværtimod kan man argumentere for, at moralsk ansvar stadig bør indebære nøje overvejelser om konsekvenserne, og at ekstreme handlinger kan gøre mere skade end gavn. En moralsk pligt retfærdiggør ikke i sig selv civil ulydighed i stor skala.

Extinction Rebellion

Hjemmesiden for Extinction Rebellion, en klimaaktivistgruppe, der støtter og lejlighedsvis udfører ikke-voldelig civil ulydighed og ekstremistisk klimaaktivisme i klimaretfærdighedens navn.

United Nations (2022)

En længere publikation fra United Nations Interregional Crime and Justice Research Institute om opfattelsen af klimaforandringer og voldelig ekstremisme.

Punkt 1: Økoterrorisme kan retfærdiggøres ud fra et retfærdighedsprincip. Miljøbevægelsen føler, at traditionelle juridiske kanaler og fredelig aktivisme har slået fejl. Store virksomheder og regeringer prioriterer profit frem for miljøbeskyttelse på trods af de alvorlige skader, som økosystemer og samfund udsættes for. I dette tilfælde er ekstreme foranstaltninger en måde at skabe lige vilkår på og holde disse magtfulde enheder ansvarlige for deres miljøskader.

Kontrapunkt 1: Brug af vold eller ødelæggelse, selv i miljøbeskyttelsens navn, giver anledning til alvorlige moralske og etiske bekymringer. Målet helliger ikke midlet. At ødelægge ejendom eller forårsage skade er i strid med etiske principper og underminerer miljøbevægelsens moralske overlegenhed, hvilket skader dens legitimitet. Det risikerer at gøre aktivister til kriminelle, og vold fører ofte til utilsigtede konsekvenser, der skader uskyldige mennesker eller selve miljøet.

—

Punkt 2: Økoterrorisme er en effektiv måde at afbryde miljøødelæggende aktiviteter på. Ved at sabotere forurenende industrier eller blokere skadelige projekter kan klimaaktivister skabe øjeblikkelig forandring og standse skadelige handlinger, som det ofte tager år at løse ved hjælp af juridiske tiltag. Det tvinger industrier og regeringer til at tage miljøbevægelsen alvorligt og kan presse dem til at handle hurtigere end traditionel aktivisme.

Modargument 2: Mens økoterrorisme kan skabe hurtige resultater, fremmedgør den også offentlighedens støtte, hvilket er afgørende for enhver langsigtet bevægelse. Brugen af vold eller ulovlige taktikker skaber en modreaktion fra mindre ekstreme grupper. Folk begynder at betragte miljøsagen som for radikal eller farlig. Det fører til, at regeringen slår hårdere ned på aktivisme og strammer lovgivningen, hvilket gør det sværere for fredelige miljøforkæmpere at arbejde og nå deres mål.

—

Punkt 3: Gennem historien har bevægelser for retfærdighed og reformer brugt ekstreme eller ulovlige handlinger, når andre metoder slog fejl, og det har ført til betydelige forandringer. Suffragettebevægelsen, borgerrettighedsprotester og anti-apartheid-aktivisme involverede alle former for civil ulydighed eller direkte handling. Økoterrorisme er en del af denne tradition, hvor man bruger radikale metoder til at fremme en presserende sag, når fredelige bestræbelser synes ineffektive.

Modargument 3: Økoterrorisme underminerer det hårde arbejde med lovlige og fredelige miljøindsatser. Disse indsatser er afhængige af offentlighedens tillid, politiske forhandlinger og gradvise politiske ændringer. Ved at bruge ekstreme metoder vil økoterrorister skade hele miljøbevægelsens troværdighed og gøre det sværere for fredelige fortalere at få støtte fra offentligheden, lovgivere og domstole og dermed sætte fremskridt tilbage i det lange løb.